HR og personlig udvikling

Sådan bygger du et personligt brand op

Tænk, hvis du kunne vide, præcis hvordan andre ser dig. Hvordan dit personlige brand er. På den måde ville du kunne udnytte dine styrker og egenskaber fuldt ud og fremstå både fascinerende og værdifuld. Læs med, når vi gennemgår, hvordan du identificerer og bruger dit personlige brand.

 

Det kan være, du savner gennemslagskraft eller synlighed i det daglige. Måske er du iværksætter, repræsentant for din virksomhed udadtil eller måske ønsker du i det hele taget bare, at forretningen vokser (hvem gør ikke det?). Uanset hvad, er dit personlige brand vigtigt. Andre menneskers opfattelse af dig kan både øge og ødelægge din omsætning.

 

Du ved sandsynligvis ikke ret meget om, hvordan de fleste berømtheder er som privatpersoner, men du kender dem som et personligt brand. Faktisk har vi alle et personligt brand indenfor de sociale cirkler, vi bevæger os i. Det kan være, du er den irriterende lillebror, en hysterisk morsom veninde eller en utrættelig og effektiv medarbejder. Tag styringen over hvordan du bliver opfattet og brug det bevidst til at skabe mere værdi for dig selv og andre.

 

Glem alt om dine svagheder og fokuser på værdiskabelse

Branding ekspert og forfatter Sally Hogshead forklarer i denne artikel nøglen til at blive mere fascinerende som personligt brand og til at beherske andre menneskers opfattelse af dig.

 

Det handler om, at du skal fokusere mindre på dine svagheder og holde op med at forsøge at reparere dem. Hvordan du opfatter dig selv og verden er ligegyldigt for din performance. Det handler om, hvordan verden ser på dig. Det handler derfor om branding. De psykologiske aspekter kan DISC og lignende analyser tage sig af.

 

Nøglen er at fokusere på at skabe værdi for andre. Det gør du ifølge Hogshead ved først at identificere tre kernekarakteristika ved dig selv ud fra disse syv personlighedskategorier:

  1. Innovation
  2. Lidenskab
  3. Magt/kraft
  4. Prestige
  5. Tillid
  6. Mystik
  7. Agtpågivenhed

Hvilke passer til dig? Disse tre karakteristika er fremover fundamentet for din måde at agere på.

 

Hvis du f.eks. er meget direkte i din fremtoning, så lad dette være dit udgangspunkt: Du starter din præsentation lige på og hårdt, og du gør det med selvsikkerhed og overskud, fordi det at være direkte er autentisk for dig. At være dig selv giver dig styrke.

 

Hvis du derimod er mere sprudlende, spontan og kreativ, så er det dén tilgang, du altid skal vælge. Det er nemlig her, du er stærkest. Det er her, du bidrager med noget af særlig værdi. Dette er dit brand.

 

Dit brand handler om forskellighed og autenticitet

Dem, der performer bedst, leverer en helt specifik værdi og forsøger dermed ikke at please alle på enhver måde. De ved, hvor de har størst sandsynlighed for at tilføre værdi, og hvor de kan adskille sig fra andre, og de går målrettet efter dette område.

 

Disse ”high performers” er ekstra gode til et eller andet, som andre mennesker herefter forbinder dem med. De er autentiske omkring deres ekspertise og bliver derfor eftertragtet på netop denne baggrund.

 

Ligesom andre brands handler det for dit personlige brand om at identificere dine kerneområder og derefter excellere lige netop der – og ikke alle mulige andre steder. Det lader du andre om.

 

Glem dine mangler og spørg kun dig selv om, hvad der gør dig anderledes. Hvordan adskiller du dig, så du kan gøre en forskel? Hvordan opfatter folk dig, når du er bedst? Er du kreativ eller analytisk eller noget helt tredje? Brug dette til at gøre dig interessant og værdiskabende.

 

Boost dit digitale brand

Når du har fundet svaret på spørgsmålene ovenfor, er du i stand til at tage styringen over dit personlige brand, på samme måde som du ville med din virksomheds brand.  Og de sociale medier er et oplagt sted at sætte ind, ifølge Jimmy Rohampton fra Forbes. Han giver her fire gode råd til hvordan:

 

1. Identificer visionen for dit personlige brand

Hvad ønsker du, at folk tænker, når de ser eller hører dit navn? Her sammensmelter dine personlige og professionelle egenskaber muligvis, hvilket kan blive en smule sløret. Men følg Sally Hogshead’s tilgang fra før. Det kan være, du går efter autenticitet, ekspertise og autoritet?

 

2. Eksponer dit navn

På de digitale platforme gælder det typisk om at levere indhold, som relaterer sig til din niche. Det kan f.eks. være en blog om innovation, som illustrerer din ekspertise, passion og lyst til at dele viden. Digitalt indhold skal altid laves på en måde, som gør det let at dele med andre og som er engagerede.

 

Måske skal du have en personlig hjemmeside? En der præsenterer dine oplysninger, din erfaring og links til din virksomhed, dine publikationer og alle dine digitale tilstedeværelser?

 

Et andet råd fra Jimmy Rohampton er at danne relationer med andre velansete eksperter indenfor dit nicheområde. I kan skabe stor værdi for hinanden ved at eksponere hinandens indhold og faglighed.

 

Ræk også proaktivt ud til pressen og tilbyd historier, der er relevante for din niche. Når kontakten til pressen er skabt, kan du lettere blive en go-to-kilde og dermed en ekspert i din niche.

 

3. Overvåg og forbedre din online tilstedeværelse

Først og fremmest er det en god idé at google sig selv ofte. Hvad dukker op? Du kan aktivere ”Google Alerts”, som minder dig om, når nogen nævner dit navn online. Du bør anvende Google til at aflæse andres opfattelse af dig og dit personlige brand. Ret ind, så det passer til det brand, du ønsker.

 

Det gælder også dine profiler på de sociale medier. Indholdet skal passe 100 % til brandet. Du vil ses som en ekspert, men samtidig også som et menneske.

 

Du skal have styr på din LinkedIn-profil, men overvej også gerne om Twitter, Instagram og især Facebook er vejen frem for dig. Måske skal du både have en personlig og en forretningsprofil?

 

4. Bliv ved med at lære og udvikle dig

Det er uhyre vigtigt, at du bliver anset som en ekspert lige nu, men også fem år ude i fremtiden. Hvis du ikke signalerer, at du er opdateret på alt det nye, der foregår i din niche, så vil du snart blive overhalet indenom af andre. Uden konstant relevans fungerer et personligt brand ikke.

 

Det betyder også, at du er tilgængelig og har lyst til at kommunikere og dele med dine kunder, følgere og kontakter. Vær til stede, vær gavmild og skab værdi. Det er grundstenene i dit personlige brand.