Prospection: at se ind i fremtiden

Alle dyr kan forudsige de “hedonistiske” (dvs. behagelige eller ubehagelige) konsekvenser af begivenheder, de har oplevet før. Men mennesket adskiller sig, fordi vi er i stand til at forudsige, hvordan fremtidige begivenheder kommer til at udspille sig, uden vi tidligere har oplevet noget lignende. Vi oplever så at sige fremtiden, ved at simulere den i vores hjerner.

Dette kalder Daniel Gilbert et al. for “prospection”. Noget han definerer som “at se fremad”. Med andre ord det modsatte af “retrospektion” der betyder “at se tilbage”.

Han undersøger, hvordan vi bruger vores hukommelse og vores forståelse af kontekst i både fortiden og den mulige fremtid til at udvikle en simulation af, hvordan fremtiden kunne komme til at se ud. Dette involverer også et emotionelt element, som han kalder “prefeeling”, hvor vi forsøger at skabe en følelsesmæssig simulation af vores fremtidige oplevelse, for at finde ud af, om begivenheden er en trussel eller en belønning.

Gilbert viser, at vores evne til at forudsige fremtiden kun er troværdig, så længe følelser og kontekst er de samme, mens vi forestiller os oplevelsen og når vi oplever den i virkeligeheden.

Ifølge Gilbert er der fire fejl ved vores “prospection”:

1. Simulationer er ikke repræsentative. Vi skaber vores simulationer ud fra vores minder. Men disse er ikke præcise billeder, af fortiden, bl.a. fordi vi har en tendens til at over- eller undervurdere betydningen af en oplevelse. Vi husker nemlig ikke den mest repræsentative begivenhed, men den seneste, værste eller bedste. F.eks., når man beder personer, der tidligere er kommet for sent til et tog, om at forestille sig at komme for sent i fremtiden, så husker de i højere grad deres værste oplevelse med at komme for sent, fremfor deres mest typiske oplevelse. De overvurderer derfor, hvor slemt det vil være at komme for sent til toget.
2. Simulationer er essentialiserende: Når vi simulerer fremtidige begivenheder, genskaber vi generelt kun de mest essentielle elementer og udelader de mindre vigtige. F.eks., når vi forestiller os “at tage i teatret i næste uge”, så forestiller vi os ikke alle detaljer omkring oplevelsen. Derimod forestiller vi os de vigtigste ting, der definerer “at tage i teatret”: Vi forestiller os scenen fyldt med skuespillere, men vi forestiller os ikke, hvordan vi parkerer bilen, tjekker jakken ind eller at vi skal finde vores plads. Problemet med sådanne forenklinger er, at de udeladte elementer kan have en stor indflydelse på den fremtidige begivenhed. Denne essentialisering af begivenheder forstærkes, jo længere ude i fremtiden begivenheden finder sted. Og det er en af grundene til, at du lover at deltage i arrangementer, som du fortryder, når tiden nærmer sig, at du skal deltage i dem.
3. Simulationer er forkortende. Hvis vi skulle forestille os, alt hvad der skal ske under en begivenhed, ville simuleringen tage lige så lang tid som selve begivenheden. Derfor er simulationer selvfølgelig forkortede, så de repræsenterer en række vigtige øjeblikke i en fremtidig begivenhed. Og vi har en tendens til især at fokusere på de tidlige øjeblikke. Det er f.eks.langt lettere at forestille sig, hvordan du har det, 7 dage efter du har vundet en million, end hvordan du har det den tohundredeogfirefyrretydende. Denne forkortelse betyder, at vi kan komme til at lægge for meget vægt på den periode, hvor der er størst smerte eller fornøjelse.
4. Simulation er dekontekstualiserende. Typisk tager vi ikke højde for, hvordan kontekstuelle faktorer (om vi er sultne, glade, trætte, vejret dårligt eller trafikken tæt) påvirker vores handlinger og følelser. Selv om kontekstuelle faktorer som vejret eller trafiksituationen, kunne få en betydningsfuld indvirkning på fremtiden, så ignorer vi det, hvis det ikke er til stede i nutiden. Når kontekstuelle faktorer overvejes nøjere, bliver vores forudsigelser mere nøjagtige.

To øvelser der gør dine forudsigelser mere præcise.

Så hvordan kan vi forbedre vores evne til at forudsige fermtiden og opnå et større match mellem vores nutidige og fremtidige selv? Løsningen er ifølge Geoff Grahl ret simpel:

Når du står foran at skulle beslutte, om du skal gøre noget eller ej i fremtiden, så forsøg at forestil dig at du gør det nu. Hvis du f.eks. har lovet en ven at hjælpe med at flytte næste måned, så forestil dig, at flytningen finder sted denne weekend. Har du de ressourcer, der skal til at gøre det nu? Hvis ikke, så bør du overveje, hvad der skal ske mellem nu og om en måned, for at gøre det muligt.

På organisatorisk niveau kan dette være sværere, da de strategiske planlægningsprocesser er tilrettelagt efter mere linære og strukturerede arbejdsprocesser. Bortset fra at vælge en mere “hjernevenlig” måde at lægge strategier på, er der ét værktøj, der kan hjælpe dig med at lave mere realistiske forudsigelser af fremtiden. Geoff Grahl kalder metoden “reverse visioning”.

I al sin enkelthed går det ud på, at strategiteamet med jævne mellemrum ser tilbage på den seneste periode, for at fastlægge hvilke begivenheder der har ført dem frem til den nuværende situation.

Kilde: The Neuroscience of Strategy: Do You Really Know Your (Future) Self? (Geoff Grahl – NeuroCapability)