Kommunikation

Hvordan du driver din virksomheds side på LinkedIn

Hvad skal du dele, hvordan og hvornår?

LinkedIn er ikke kun et Facebook for professionelle, selvom det er et socialt medie. LinkedIn er ligeså meget en portal, hvor folk samler viden, skaber professionelle netværk, finder medarbejdere og jobs samt skaber decideret forretning.

Kommunikation

Det betyder, at I ikke må tro, at det er præcis det samme indhold og de samme samtaler I har med folk på Facebook, LinkedIn og jeres hjemmeside. Vær bevidst om, at hver platform skal kunne stå alene, men samtidig kunne dirigere traffik hen på de andre sider.

Fastlæg samtidig den redaktionelle linje på tværs af alle platformene, således at I har en nogenlunde ensrettet, konsistent og genkendelig lyd, der dermed peger tilbage på en let identificerbar virksomhed. Men det betyder ikke, at I bare skal dele det samme indhold uge efter uge. Varier jeres indhold, så folks interesse holdes ved lige, og overhold dét, I har lovet i jeres beskrivelse af jer selv på LinkedIn: Lev op til det, I siger, I kan, vil og gør.

Hvordan virksomhedens side på LinkedIn skal designes

For ikke at ende med en alt for tung og kedelig LinkedIn-side er det vigtigt at benytte sig af illustrationer, billeder og grafik – i et passende omfang. Hvis det æstetiske og visuelle udtryk ikke er imponerende, svarer det til at have en butiksfacade, som er kedelig, anonym og måske ligefrem afskrækkende. Folk finder med andre ord et andet sted at gå hen.

Se på jeres konkurrenter eller inspirationskilder. Har de et indbydende og originalt banner? Har de været kreative med overskriften? Eller har de været nytænkende med beskrivelsen af dem selv? Hent al den inspiration, du kan få fingre i, og bliv ved med at samle inspiration andre steder fra.

Beskrivelsen af jeres virksomhed er især vigtig. Den kan meget vel være gamechangeren, der fastholder folk på siden lidt endnu eller dirigerer dem videre til andre gøremål. Beskrivelsen er nøglen til virksomheden bag profilen. Det er her, I formulerer, hvem I er, hvordan I kan hjælpe, hvordan I kan træffes, og hvad det er, der gør, at I er specielle (som i bund og grund er årsagen til at følge jer på sociale medier).

Hvad skal I skabe og dele af indhold?

I kan publicere jeres indhold som en kort eller en længere opdatering. Opdateringen kender vi fra Facebook og Twitter. Men på LinkedIn er det nødvendigt at fokusere langt mere på relevans og have en helt specifik modtager i tankerne. Formuler dig kort, fængende, informativt og autentisk. Og gør det hyppigt. Opdateringer er til for, at du forankrer dig i dine følgeres bevidsthed og spredes til endnu flere potentielle følgere.

På LinkedIn kan disse fylde op til 700 tegn, men vær opmærksom på, at efter de første ca. 250 tegn bliver resten af teksten skjult, indtil man klikker sig ind på selve opdateringen. Vælg derfor den helt rigtige indledning, der præsenterer emnet og lokker læseren til.

Du kan opdatere med nyheder, materialer du deler, det kan være informationer om ting, som jeres virksomhed finder interessant for jeres branche, jeres kunder eller jeres mulige kommende medarbejdere. Uanset hvad skal det skabe aktivitet og trafik.

Blogging skaber trafik

I kan også vælge at lave en opdatering, som fungerer som et blogindlæg. Her går du mere tekstligt til værks og skriver måske tre-fire strofer om din holdning til et givent emne. Det kan være hvordan en begivenhed ændrer vilkårene for branchen, hvordan en ny tendens påvirker ledelse, hvordan din virksomhed fører an inden for grøn omstilling, eller noget helt andet.

Husk i den forbindelse at tagge dit oplæg, hvilket du gør i bunden af det felt, du skriver din tekst i. Tagging vil sige, at du tilføjer en række standardemner, som passer til indholdet af dit indlæg. For eksempel ”management”, ”innovation” eller ”marketing”. Hermed kan folk finde dit opslag via disse tags, selvom de ikke følger hverken dig eller din virksomhed, og indlægget bliver eksponeret endnu bredere. En vigtig detalje er derudover, at tagging øger søgeoptimeringen af dit indlæg, så det dukker hurtigere op på Google, hvis folk er på udkig efter information om et af de emner, du har tagget.

Vær gavmild med grafik og links

Endelig kan du med fordel supplere dine indlæg med statistik eller grafik, som formidler dit budskab visuelt, da dette opfattes hurtigere og nemmere end tekst. Og vær gerne lidt opfindsom med overskriften. Den skal lokke læseren til og samtidig være informativ, så du bør være kortfattet, præcis og opsummerende.

Det kan være nyttigt at linke til eksterne medier. Især dem, der er fagligt relevante for jeres branche. Men husk altid at kreditere dem, I henviser til. Og husk også at præsentere links med jeres egne ord ved hjælp af en lille overskrift – det gælder sådan set også links til jeres egne materialer. Det er umotiverende bare at blive mødt med et link uden en lille præsentation fra afsender, og folk kan ikke mærke personen eller virksomheden bagved indholdet.

Sørg for at skabe en nem, hurtig og effektiv trafik mellem jeres platforme – eks. Facebook, LinkedIn og hjemmeside – så folk ubesværet kan gå fra den ene side til den anden efter lige præcis dén information eller dét input, de leder efter. Links og interne referencer på tværs af jeres platforme er en god idé, så folk kan blive guidet hele vejen rundt om jeres virksomhed. De forskellige platforme fungerer bedst, hvis de er dele af et komplet økosystem, der fodrer virksomheden med information, opmærksomhed og interaktion.

Når I føler, at I har fået styr på, hvordan man skaber og deler indhold, hvordan man administrerer en side på LinkedIn, og hvad I får ud af jeres indsats, er det vigtigt, at I ikke bliver for tilfredse med den værdi, I kan spore. I skal altid tænke ”Hvordan kan vi få flere følgere?”, og I skal blive ved med at undersøge hvem, der følger jer, og blive ved med at tjekke statistikken under fanen ”Webanalyse” på virksomhedens LinkedIn-side.

Bliv ved med at udvikle jer. Bliv ved med at se på, hvad andre gør, og bliv ved med at få nye ideer.

Se vores videoer med Morten Vium fra ViumMedia, hvor han forklarer, hvordan du skaber og vedligeholder forretning på LinkedIn, og hvordan værdifuld dialog kan føre til salg.

Morten Vium (1/3) – De 3 vigtigste ting på en LinkedIn-profil, der skaber forretning

Se også vores videoer med Ole Bach Andersen fra Newsperience, hvor han forklarer LinkedIn som et effektivt værktøj til social selling, indirekte og opsøgende salg.

Salg med LinkedIn (1/3) – Opsøgende salg med LinkedIn

 

Relaterede emner

hvordan-du-driver-din-virksomheds-side-paa-linkedin_cover
Hvordan du driver din virksomheds side på LinkedIn
skab-jeres-eget-digitale-oekosystem-for-information-netvaerk-og-salg_cover
Skab jeres eget digitale økosystem for information, netværk og salg
skab-jeres-eget-digitale-oekosystem-for-information-netvaerk-og-salg_cover
Skab jeres eget digitale økosystem for information, netværk og salg
8-tips-til-din-virksomheds-linkedin-kultur_cover
8 tips til din virksomheds LinkedIn-kultur

Få et gratis tjek

Udfyld formularen for at booke en 30-60 minutters session. 

Vi vil svarer inden for 24 timer

book et foredrag

Kontakt os i dag og hør om dine muligheder

Tusind Tak

Vi har modtaget din henvendelse og vender tilbage hurtigst muligt