Salg, marketing og kommunikation

Hvad skal du leve af, når du dør?

Af: René Bach Lundgaard

Nye digitale forretninger og sociale teknologier har over de seneste 10 år resulteret i en mere magtfuld forbruger og en forskydning af magtbalancen i markedet. Årsag: Flere og flere virksomheder fødes digitalt, og der er flere og flere digitale kunder. "Den digitale revolution" er det blevet kaldt, og den markerer et paradigmeskifte, hvor alle produkter og services bliver mere og mere digitale og sociale, mens deres omkostninger og priser reduceres.

Threadless er et godt eksempel på en virksomhed, der er født digital og koblet til det sociale web. Det er en service, der gør dig til tøjdesigner, og en e-shop, der giver dig mulighed for at erhverve unikke t-shirts for billige penge. Forretningen går uden om de etablerede forhandlere og producenter og formidler direkte transaktion mellem køber og designer. Desuden knytter Threadless sociale relationer mellem kreative folk og virksomheden selv. Det giver brugerne magten, og Threadless en mulighed for at reducere omkostninger til design og marketing. Successen er tydelig. I USA er Threadless med kun 80 medarbejdere blevet H&Ms største konkurrent på t-shirt markedet. Hvorfor er modebranchen blevet taget med bukserne nede? Svaret er nok det samme, som det vi kender fra musikindustrien og andre brancher, der overså den digitale udviklingen; de kunne ganske enkelt ikke forestille sig et marked, hvor proces og produkt blev digitaliseret, prisen kraftigt reduceret og den sociale bundlinje en konkurrenceparameter.

Den digitale udfordring for din virksomhed

Eksemplet viser, at den digitale udvikling har stor indflydelse, og fremtidens virksomheder vil opleve, at digitalisering er en central del af det daglige arbejde.

  • Hvordan er din virksomhed rustet til at møde digitaliseringen?
  • Har din virksomhed en digital strategi? 

Banker er et godt eksempel på virksomheder, der har udviklet sig digitalt og dermed også har digitale strategier. Banken plejer at være en fysisk bygning med medarbejdere og en stor bankboks i væggen. Nu er det primært en digital service, og måske indenfor en overskuelig fremtid kun en digital service. Det kræver en ny social tilstedeværelse online og en evne til at udvikle services, der er relevante for kunderne - i samarbejde med kunderne.

Top

Digitale muligheder gør enkeltpersoner og start-ups i stand til at udfordre selv de mest etablerede institutioner.

Bottom

Udfordringen for din virksomhed er, at dine kerneprodukter eller services før eller siden vil blive udfordret af et mere åbent, tilgængeligt og billigere alternativ. Digitale muligheder gør enkeltpersoner og start-ups i stand til at udfordre selv de mest etablerede institutioner.

Den digitale revolution giver dig en unik mulighed for at gentænke:

  • Hvad skal din forretning leve af, hvis den ikke længere skal lave det, I hidtil har været bedst til?
  • Hvad nu hvis en digital virksomhed fra i morgen leverer dit kerneprodukt til 0 kr.?
  • Hvilke digitale produkter og services skal der til for at tage konkurrencen op?
  • Hvordan kan I involvere andre i udviklingen af disse produkter og services udenfor virksomheden? 

En digital strategi kan realisere virksomhedens online forretningsmål, hvis den italesættes på den rigtige måde - det kan du gøre bl.a. ved at overveje:

  • Hvordan virksomhedens online identitet skal / kan se ud?
  • Hvordan kan dine produkter eller services præsenteres online?
  • Og hvordan er de konkurrencedygtige online?