I gymnasiet havde jeg et stort forspring over mine klassekammerater i fransktimerne, fordi jeg året inden havde haft fransk efter præcis det samme undervisningsmateriale. Men mit forspring holdt ikke året ud. Hvilket jeg har undret (og ærgret) mig over siden da. Svaret på, hvorfor jeg aldrig blev bedre, fandt jeg i Daniel Golemans bog Fokus.

Spørgsmålet om hvad der skal til for at opnå succes – at blive ekspert inden for et valgt område – er ikke kun noget, der undret mig. Det har har optaget psykologer i årtier. Inden for de seneste år har der eksisteret en påstand i populær psykologi om en 10.000 timers-regel. Ideen er, at dette er det antal timer, man skal investere i træning for blive et geni indenfor et hvilket som helst område. Men i Fokus: De skjulte mønstre bag præstationer, afviser den anerkendte psykolog Daniel Goleman 10.000 timer-reglen til fordel for den mere komplekse sandhed, der ligger bag den kendte tommelfingerregel.

Hvordan du bruger de 10.000 timer, er afgørende

Problemet med 10.000 timers-reglen er, at den kun udgør halvdelen af sandheden. Det er nemlig ikke lige meget, hvordan du træner. Hvis du bruger 10.000 timer på at træne golf, men begår de samme fejl igen og igen, kommer du ikke til at ligge på toppen af verdensranglisten. Du vil stadig være en halv-dårlig golfspiller – bare 10.000 timer ældre.

Det viser sig, at hemmeligheden bag succes er ikke antallet af træningstimer, men kvaliteten af den anvendte tid. Hvorvidt du formår at udfordre dig selv og løbende rette dine fejl. Det forskere kalder deliberate practice, eller bevidst træning. Bevidst træning indebærer, at du er fuldt koncentreret om din træning og ikke bare bruger din tid. For at få den fulde effekt suppleres træningen ofte med vejledning af en ekspert, træner eller coach. Bevidst træning kan kort sagt koges ned til forskellen mellem kvalitet og kvantitet.

Goleman kalder i sin bog denne form for træning for ”Smart Practice”. Som Golman siger i Fokus: De mange timers træning ER nødvendige men ikke tilstrækkeligt, hvis du vil nå toppen. Den forskning, der  ligger til grund for 10.000 timers-reglen viste, udover at de bedste violinister trænede 10.000 timer, at de gjorde dette under en dygtig lærers kyndige vejledning og at de alle var fuldt koncentrerede om at forbedre én specifik del af deres spil ad gangen.

Goleman identificerer et andet vigtigt element til opskriften på succes: feedback loops. Et feedback loop gør det muligt for dig at få øje på fejl og rette dem, ligesom balletdansere bruger et spejl, når de træner. Ideelt set skal denne feedback komme fra en ekspert. Det er derfor, alle de bedste sportsudøvere har en coach. Uden denne feedback, kan du ikke nå verdensklasseniveau.

Denne form for koncentration kræver et oppefra og ned-fokus. Dvs. reflekteret handling fremfor dagdrømmeri, eller som Goleman kalder det; tankeflugt.

For mens oppefra og ned-tænkningen er nødvendig for din træning, modarbejder tankeflugtens nedefra og op-system den. For at få fuld effekt af din træning, skal du bruge din fulde opmærksomhed. Så ser du tv mens du træner, når du aldrig op på det højeste niveau:

”Fuld koncentration kan øge hjernens bearbejdningstempo, styrke de synaptiske forbindelser og udvide eller skabe neurale netværk for det, vi øver os i.”

Er du tilfreds med “ok”?

Men kun til et vist niveau. Så snart du mestrer en ny rutine, ændrer gentaget træning denne evne fra at ligge i det intentionelle oppefra og ned-system til at høre til i det automatiske nedefra og op-system, hvilket gør udførelsen af rutinen ubesværet.

Og det er her, de professionelle adskiller sig fra amatørerne. Stiller du dig tilfreds med ”ok”, vil dine evner ikke udvikle sig yderligere og du når et plateau. Professionelle bliver derimod ved med at presse sig selv væk fra denne nedefra og op-automatisering ved at bevidst at ændre fokus til at andet område, hvor de kan blive bedre. Deres oppefra og ned-fokus modarbejder hjernens trang til at automatisere rutiner.

Og det var helt klart det, der skete med mine fransk-evner i gymnasiet. Jeg følte, at jeg var blevet ”god nok”. Hvis jeg skulle blive bedre, krævede det en koncentreret indsats, som mit 17-årige jeg ikke ville give. (Jeg havde jo også travlt med at se på drenge og skrive dansk stil)