HR og personlig udvikling

10 ting, du bør stoppe med at gøre for at blive mere glad

Vejen til en gladere tilværelse som leder og et mere positivt syn på din arbejdsdag afhænger mere af, hvad du IKKE gør, end hvad du gør. Overvej derfor hvad der sker, hvis du stopper med at:

1. Bebrejde 

Folk begår fejl. De ansatte lever ikke op til dine forventninger. Leverandøren leverer ikke til tiden. Der er mange ting, du kan bebrejde andre for, fordi du selv får problemer på baggrund af deres handlinger eller mangel på samme. Men du kan også vælge at tage skylden selv. Måske har du ikke instrueret tilstrækkeligt til, at medarbejderen kan leve op til dine forventninger, måske har du ikke givet nok tid, og måske forventede du for meget for hurtigt. Der er mange ting, du selv kan tage ansvaret for. At du selv tager ansvar styrker dig, og du vil uundgåeligt fokusere på at gøre det bedre næste gang. Og når du bliver bedre, bliver du automatisk mere glad.

2. Imponere

Vær dig selv. Det er ikke dit business suit, din hurtige bil, din titel eller det, du har opnået, der får folk til at kunne lide dig. Det kan godt være, at de kan lide dine ting, men det er ikke ensbetydende med, at de kan lide dig som person. Et overfladisk forhold er ikke værd at samle på. Forhold baseret på ærlighed vil gøre dig mere glad, og dem skaber man ikke ved at prøve at imponere.

3. Holde fast

Hvis nye udfordringer gør dig bange eller usikker, har du tendens til at klamre dig til det velkendte, selvom du ved, at det ikke er særlig godt for dig. Når du holder dig til det, du tror, du har brug for, gør det dig ikke specielt glad. Når du giver slip og afprøver nye ting – selvom det kræver overvindelse, bliver du med garanti mere glad. Også selvom du ikke opnår det, du vil gerne vil, gør indsatsen dig glad, fordi du har overvundet din usikkerhed.

4. Afbryde

Når du afbryder andre, siger du i virkeligheden til dem: “Jeg lytter ikke til det du siger, men koncentrerer mig om, hvad jeg selv skal sige næste gang.” Hvis du vil være vellidt og ikke betragtes som overfladisk og selvcentreret, så lyt til hvad folk omkring dig siger. Fokuser på det, de siger, og stil gerne opklarende spørgsmål. Det vil give dig en langt større forståelse, af hvad der bliver sagt, og du vil blive betragtet som en god lytter og samtalepartner. Det vil gøre dig glad.

5. Beklage dig

Dine ord har magt – især over dig selv. Hvis du beklager dig over dine problemer, bliver de med garanti større, og det gør dig ikke glad. Hvis noget er gået galt, så brug ikke en masse tid på at klage over det. Gør i stedet en indsats for at løse problemet. Med mindre du vil beklage dig for evigt, bliver du nødt til at gøre noget ved problemet. Så hvorfor spilde tiden? Gør noget ved det med det samme. Tal med andre eller med dig selv om, hvordan du vil løse problemet frem for at tale om det, der gik galt. Det gør dig glad, og du vil også opleve glæde ved at opfordre andre til at gøre det samme.  

6. Kontrollere

Det er dig, der er chefen. Du styrer skuden sikkert frem ad. Alligevel er det eneste du i virkeligheden har kontrol over – dig selv. Hvis du gør et hårdnakket forsøg på at kontrollere andre mennesker, sender du et signal om, at du selv, dine mål, dine drømme og måske også dine meninger er mere vigtige end deres. Plus, at kontrol ofte kræver tvang, autoritet og pres. Egenskaber, som ikke nødvendigvis vil gøre dig glad. Find i stedet en positiv løsning og få folk til at gå den samme vej som dig ved at vise dem tillid. De vil arbejde hårdere, have de sjovere, og skabe bedre resultater og mere velfungerende teams. Og I vil alle være gladere.

7. Kritisere

Du har en høj uddannelse. Du har mange års erfaring. Du har oplevet mange ting, besteget bjerge og bekæmpet farlige drager. Men det gør dig ikke klogere eller bedre end andre. Det gør dig unik, uden sammenligning, en ener, men i sidste ende ”bare” dig selv. Lige som alle andre – inklusive dine medarbejdere. I er alle forskellige, ikke bedre eller dårligere, bare forskellige. Lær derfor at sætte pris på de forskelligheder I har, frem for at kritisere folk for det de ikke kan. Du vil opleve at se folk omkring dig i et andet lys, og det gør dig glad.

8. Prædike

Kritik har en nær slægtning – nemlig prædiken.  De går begge ud på at dømme andre. Jo højre du stiger i graderne, jo større er tendensen til at du bliver bedrevidende og dikterende. Dine ansatte vil på et tidspunkt få nok og stoppe med at lytte til dig. Og hvem vil være tilfreds med det? Brug i stedet din viden til at skabe en godt grundlag for dine medarbejdere, så de kan følge dig og respektere dig og måden, du leder dem på. Det vil gøre dig mere glad.

9. Dvæle

Fortiden er værdifuld, og den giver mulighed for, at du kan lære af dine og andres fejl. Og så skal du ellers lade fortid være fortid. Det er nemmere sagt end gjort, og det kræver, at du er god til at fokusere. Fokuser på det, der gik galt eller godt, og brug det til at rette op eller gøre det endnu bedre næste gang en lignende situation opstår. Det gør dig glad. Det er både gode og dårlige oplevelser, du kan lære af, og kunsten er at trække læringen ud af dem, fremfor at dvæle ved dem – det forhindrer dig i at se frem ad.

10. Frygte

Vi er alle usikre på fremtiden på en eller anden måde: hvad kommer der til at ske, og hvad kommer ikke til at ske? Hvordan tager medarbejderne imod de nye forandringer? Kan jeg leve op til deres forventninger? I første omgang er det nemmere at tøve og holde sig tilbage. Vente på det rette tidspunkt eller finde flere alternativer. I mellemtiden går dagene, ugerne, månederne og måske årene. Og de tog dine drømme med sig. Så lad ikke din usikkerhed holde dig tilbage. Sæt tingene i gang allerede i dag. Hvis du vil udvide dit marked, lancere nye produkter, videre til et andet job, starte egen virksomhed, så tag det første skridt nu. Det gør dig glad.

Kilde:
http://www.inc.com/jeff-haden/how-to-be-happier-work-10-things-stop-doing.html?comid=89533