HR og personlig udvikling

Hvad er udbrændthed?

Udbrændthed eller udmattelsesdepression er en arbejdsrelateret form for stress, der kommer af længere tids psykisk og fysisk overbelastning. Det rammer oftest personer, der arbejder med andre mennesker. Særligt er dygtige, engagerede mennesker, der stiller høje krav til sig selv, ofte ramt.

Sådan er forløbet

Udviklingen af udbrændthed hos medarbejder gennemlever flere stadier og sker ofte over flere år.

Som sagt rammer det typisk de mest engagerede medarbejdere, der bliver skuffede, fordi de ikke kan løse deres egne opgaver på en måde, der lever op til deres egne forventninger.

Udviklingen af udbrændthed gennemløber typisk fem faser:

 

 

Kilde: Arbejdstilsynet: Håndbog om psykisk arbejdsmiljø

1. Engagement
Medarbejderen er engageret og finder arbejdet meningsfuldt. Oplever resultater og opnår en vis mængde anerkendelse og respekt.

2. Ambivalens
Medarbejderen bliver udfordret af oplevelser, der måske gør det sværere at opnå de resultater han havde håbet på. Medarbejderen bliver udfordret på sit engagement. Oplever måske tidspres, følelsesmæssige belastninger, ledelsens fokus på kvantitet frem for kvalitet, betyder at medarbejderen må gå på kompromis med egne kvalitetsnormer.

Enten tilpasser medarbejderen sig ved at ændre på egne forventninger eller ved at ændre på jobbet. Sker det ikke, er der fare for, at medarbejderen fortsætter til næste stadie.

3. Frustration
Denne fase er præget af en følelse af frustration og magtesløshed. Dette er en kriseagtig situation, der er præget af udmattelse og af at medarbejderen forsøger at spare på energien ved at mindske kontakten udadtil og ved følelsesmæssig tilbagetrækning.

4. Tilbagetrækning
I denne fase har medarbejderen opgivet håbet om at nå sine mål eller om at tilpasse dem til et realistisk niveau. Han oplever nu meningsløshed, resignation og depression. Han sidder fast i dilemmaet mellem sine egne ambitioner og de oplevede realiteter.

Hvis leder og kolleger griber ind i dette stadie, kan medarbejderens engagement stadig genskabes. Men sker det ikke, risikerer han at ende i det sidste stadie.

5. Apati
Her oplever medarbejderen hverken værdi eller mening med jobbet og en følelse af apati og kynisme breder sig. Der sker en fuldstændig følelsesmæssig afstandtagen fra jobbet.

Kender du symptomerne på udbrændthed?

Jo tidligere ledelsen formår at gribe ind, desto lettere er det at få vendt udviklingen. Derfor er det vigtigt at kunne genkende tegnene på udbrændthed hos medarbejdere og kolleger.

Nedenstående er ikke en udtømmelig liste, men en oversigt over 22 typiske symptomer hos en udbrændt person.

22 symptomer på udbrændthed

  • Træthed
  • Fysisk udmattelse
  • Søvnforstyrrelser
  • Hovedpine
  • Fordøjelsesproblemer
  • Depression
  • Angst
  • Nervøsitet
  • Følelsesmæssig udmattelse
  • Vrede
  • Irritabilitet
  • Følelse af håbløshed og ensomhed og af at have let til gråd
  • Isolerer sig fra kolleger og de personer, der skal hjælpes
  • Klienter omtales i upersonlige og stadig mere negative vendinger
  • Reagerer lettere med vredesudbrud
  • Kan udvise mistænkelighed og paranoia
  • Bliver mere lukket, rigid, stædig og ufleksibel
  • Blokerer for konstruktive ændringer på arbejdspladsen
  • Har ofte negative holdninger til arbejdet og til sig selv og livet i det hele taget.
  • Føler kynisme, pessimisme, intolerance og kan have en ”defensiv” opførsel over for sine medmennesker.
  • Kan miste lysten til at arbejde
  • Få en følelse af formindsket personlig effektivitet og selvværd på arbejdet

Kilde: Arbejdstilsynet: Håndbog om psykisk arbejdsmiljø