HR og personlig udvikling

Work life balance: Tager du fritid og familie lige så alvorligt som dit arbejde?

Work life balancen er ledernes største udfordring. Og knas i prioriteterne mellem arbejde og privatliv er ifølge undersøgelsen en af de største kilder til stress. Alt for let kommer arbejdet til at flyde ind i fritiden, der tikker mails ind, kolleger ringer i utide og du skal samtidig sørge for at hente din datter fra spejder, arrangere legeaftaler og sommerfest på børnenes skole.
Så det er ikke så mærkeligt, at ledere oplever, at det er svært at finde en balance, hvor de både er glade for deres arbejdsliv OG deres fritid.
Ofte er det familielivet, der taber i kampen. Men sådan behøver det ikke være. Det kræver dog, at vi lægger lige så mange kræfter i at planlægge vores privatliv, som vi gør vores arbejde. For mens langt de fleste virksomheder har en vision, lægger en strategi for, hvordan den nås og grundigt overvejer, hvordan ressourcerne bedst fordeles, er det alt for sjældent, at vi ser på vores privatliv og fritid med samme seriøsitet.
Hvornår har du sidst sat dig ned og overvejet, hvad din vision eller målet med DIT liv er? Hvilken strategi du skal lægge for at nå derhen eller hvordan du skal fordele dine begrænsede ressourcer, så du hele tiden bevæger dig i den retning, du gerne vil?
Har du ikke fokus på dette, bevæger du dig ifølge forfatter og professor ved Harvard Universitet Clayton M. Christensen alt for let et helt andet sted hen. Det er derfor han som afslutning på sine undervisningsforløb på Harvard, beder sine studerende om, at vende de ledelsesværktøjer de har brugt det sidste semester på at lære, mod deres eget liv.

Find din vision

Christensen beder de studerende om at overveje, hvad deres mål egentlig er. Alt for mange studerende forlader, ifølge ham, Harvard med en ide om, at det er penge, resultater og forfremmelser der er hovedformålet med deres karriere. Hvilket han skriver, alt for ofte fører til ulykkelige liv. Derfor beder han de studerende overveje Frederick Herzberg motivationsteori, der understreger, at det ikke er penge, der motiverer. Derimod er det muligheden for at udvikle sig, lære fra sig, hjælpe andre og modtage anerkendelse, der er det, der gør livet værd at leve.  Og som leder er du i den bedste position til netop at opleve dette – og ikke mindst, til at hjælpe andre med at opleve præcis det samme.
Så spørg dig selv: Hvad er det der motiverer dig? Hvad er formålet med dit liv? Hvad kan du gøre, for at du bliver glad for og tilfreds med din karriere? Hvordan kan din karriere være med til at forfølge dit livs formål? Hvordan sikrer du, at dit familieliv bliver fyldt med glæde?
Christensen fortæller, at det at hjælpe andre er den grundlæggende mening med hans liv, og det gennemstyrer alle hans handlinger og beslutninger.

Strategi og ressourceallokering

Når du har fundet ud af, hvad det er, du vil med dit liv, har du brug for en strategi og en taktik, der sikrer, at du rent faktisk bevæger dig i den rigtige retning.
Som det er sandt i forhold til din forretning, det er også sandt i forhold til dit privatliv: ”Det der bliver investeret i, bliver gjort”. Og så er det sådan set lige meget, hvilken strategi der er blevet lagt. Hvis din virksomhed ikke investerer i ting, der fremmer strategien, så bliver den aldrig til virkelighed. Det samme gælder dit liv. Ønsker du børn med højt selvværd og selvtillid, er det noget du, ifølge Clayton Christensen, skal gøre til en del af jeres families kultur. Børn opbygger selvtillid ved at gøre svære ting og lære hvad det er, der virker.
Så sørg for at du allokerer dine begrænsede ressourcer til aktiviteter, der styrker sit formål. Din vision. Hvilke ting er det, du skal bruge energi på, for at dit arbejdsliv bliver godt? Hvor meget af din tid skal du f.eks. bruge sammen med din partner og familie og hvordan opdrager du bedst dine børn, så de bliver gode mennesker?

Vær bevidst om, hvilken retning du ønsker, dit liv skal tage

Det er ikke lette spørgsmål, han beder sine studerende om at overveje, men jeg tror han har ret i, at en bevidst overvejelse af disse emner hjælper os med at skabe en retning i vores liv, som på sigt gør os meget mere glade end et succesfuldt salg eller endnu en forfremmelse.
Måske kan klare valg og fravalg i forhold til både arbejde, familie og fritid endda være med til at holde den frygtede stress fra døren?