Innovation og trends

Crowdsourcing: lad mængden få indflydelse på dit produkt

Crowdsourcing har eksisteret som et begreb siden 2006, hvor Jeff Howe introducerede det i artiklen ”The Rise of Crowdsourcing”. Det dækker over en form for brugerinddragelse, hvor virksomheder via internettet og de sociale medier åbner for input fra folk ude fra.

Ordet er en sammentrækning af crowd og outsourcing. Metoden fungerer som problemløsning og produktionsproces, der indebærer, at man outsourcer opgaver til et (relevant) netværk af mennesker – også kendt som mængden (crowd). Princippet er, at flere hoveder tænker bedre end et.

Der findes flere former for crowdsourcing, og dem vil vi give dig indsigt i i denne artikel. Et velkendt eksempel på én af formerne for crowdsourcing ses hos Wikipedia. Wikipedia laver ikke selv indholdet til encyklopædien, og hyrer dermed ikke journalister, redaktører og eksperter. I stedet giver de mængden (the crowd) mulighed for selv at lave indholdet. Resultatet er et produkt, der er skabt af brugerne.

I en artikel i Jyllands Posten kan man læse, at andre store selskaber som LEGO, Coca-Cola, Dell og Starbucks er også kendt for at inddrage brugerne. Peter Svarre, ekspert i sociale medier og digital strategi, udtaler i artiklen, at crowdsourcing er mere effektiv i mindre virksomheder. Oftest bruger de store virksomheder ikke crowdsourcing med dets egentlige formål, og det ender ofte som en reklame-gimmick, hvor brugerne bliver inviteret indenfor til at lave en reklamekampagne eller noget andet, som i virkeligheden ikke betyder noget for virksomheden.

Crowdsourcing kræver ikke mange mennesker for at være effektiv, og især når det handler om produktudvikling, fungerer det bedst med få mennesker, som virkelig er eksperter på et område. Det gælder om at finde de folk, der brænder for opgaven og tænder på at være i processen, udtaler Peter Svarre til JP.  

Crowdsourcing er også en billig måde for små virksomheder at udvikle og innovere på, og det kan gøres på flere måder. Her er fem af dem, og en række links, der kan hjælpe dig videre, så du selv kan komme i gang.

Crowdsource Design

Hvis du har brug for at få designet et nyt logo, kan du sende det ud i et netværk af designere med en beskrivelse af, hvad du er ude efter, hvor meget du vil betale og din deadline. De interesserede designere vil hver især lave et færdigt design specielt til dig. På denne måde vil du få alt mellem 0 og 500 (måske flere) forskellige logoer at vælge imellem. Du vælger selv, det du bedste kan lide, og honorerer designeren efterfølgende. Crowdsourcing kan også bruges til design af møbler, modetøj, reklamer, video og meget andet.

Crowdfunding

Crowdfunding giver dig mulighed for at søge penge til et projekt. Du finder den rette platform at søge ud fra ved at tilpasse mængden af folk, du henvender sig til, til netop dit projekt. Med en beskrivelse af projektet, spørger du en gruppe af mennesker (potentielle funders), om de vil donere penge til dit projekt. I beskrivelsen skal du også have det ønskede beløb med, din deadline og den belønning, som giveren får. Husk på, at de fleste vil tænke ‘what’s in it for me’, når de nu støtter dit projekt med xx kr.. Det er helt naturligt – og meget rimeligt. Nogle funders er mere eller mindre ligeglade med belønningen, og er bare med for at kunne støtte projektet, som de finder spændende, interessant eller berigende. Med belønningerne viser du, at du har forståelse for, at der er lidt ‘bytte bytte købmand’ i crowdfunding. Du skal indsamle hele det ønskede beløb inden din deadline, ellers skal du give donationerne tilbage til giverne igen. En deadline er typisk under 60 dage. Fx, hvis man søger funding til et teaterstykke, så kan belønningen 2 billetter, eller hvis man vil producere et nyt produkt, så får de, der giver penge produktet.  

Micro-opgaver

Micro-opgaveløsning er en form for crowsourcing, der giver dig mulighed for at bryde en stor opgave ned i flere micro-dele, som du så sender ud til en gruppe af folk. Et eksempel kan være, hvis du har 1000 billeder på din hjemmeside, som mangler billedtekster, så kan du spørge en mængde, om de hver især vil lægge et antal billedtekster ind og på denne måde dele opgaven op. Du sætter en pris for hver micro-opgave. Med micro-opgaveløsning kan du forvente at se resultater med det samme. Andre micro-opgaver kan fx være at scanne billeder, fritlægning af billeder, korrekturlæsning, rettelser i databaser, transskription af lydfiler og meget andet.

Open Innovation

Hvis du er usikker på, hvor du skal begynde med en idé til et nyt forretningsområde, et nyt produkt eller din nye markedsføringsstrategi, kan du crowdsource gennem åben innovation. Åben innovation giver investorer, designere, opfindere, marketingfolk og mange andre mulighed for at samarbejde og gøre din idé til virkelighed. Dette kan ske enten via en særlig web-platform, hvor mængden kan ”mødes” og komme med input, eller det kan også anvendes internt for medarbejderne, hvor du udnytter styrkerne på tværs af afdelinger.

Åben innovation er åben i bred forstand, og kan samle folk fra forskellige dele af verden og forskellige sektorer af erhvervslivet til at arbejde sammen om et projekt. Det giver en unik mulighed for at udnytte forskellige ekspertiser, der ellers ikke ville være til rådighed for små virksomheder.

Læs mere i vores tema om åben innovation her >

Crowdvoting

Der er tale om crowdvoting, når en hjemmeside samler meninger og holdninger fra en stor gruppe mennesker inden for et bestemt emne. Et eksempel på hvordan crowdvoting fungerer ses hos www.threadless.com, som sælger t-shirts. Brugerne leverer designs, og de t-shirts, der får flest stemmer fra brugerne, producers og sælges. Selvom det er en lille virksomhed, stemmer tusindvis af mennesker og sender designs ind. Produkterne er udelukkende skabt og udvalgt af “the crowd”.

Se også vores videoer om sociale medier her >

Fordele og krav

Den største fordel ved crowdsourcing, når det fungerer optimalt, er, at kvaliteten af det produkt, der kommer ud af processen, er høj. Det er baseret på, at flere mennesker - frem for kun en, giver deres bedste idéer, færdigheder og support. Crowdsourcing giver dig mulighed for at vælge det bedste resultat fra et hav af "bedste bidrag," i modsætning til at modtage det bedste bidrag fra en enkelt leverandør. Resultaterne kan leveres meget hurtigere end traditionelle metoder, idet crowdsourcing er en form for freelancing. Du kan få en færdig video inden for en måned, et færdigt design eller idé inden for en uge, og micro-opgaver løst i løbet af få minutter.

For at crowdsourcing fungerer optimalt, kræver det klare instruktioner fra din side. Du kan ende med et produkt, som rammer helt ved siden af dine ønsker, hvis instruktionerne ikke er forstået klart af mængden. Kvaliteten kan være svært at bedømme, hvis dine forventninger ikke er tydeligt angivet.

Sådan kommer du i gang

Links til hjemmesider, der specialiserer sig i forskellige typer af crowdsourcing. 

www.crowdfunder.co.uk

www.sponsume.com

www.boomerang.dk

www.kickstarter.com

www.crowdrise.com

www.designcrowd.com/crowdsourcing

 

Kilde: ”The Rise of Crowdsourcing”. Wired Magazine, juni 2006

Kilde: ”Crowdsourcing er også for de små”. JP, Karriere, d. 31. marts 2013

Kilde: www.dailycrowdsource.com