Ledelse og organisation

En god kultur hjælper virksomheder gennem krisen

Her hvor vi står på tærsklen til en tredje corona-bølge, kunne man godt tro at det ville blive lettere, simpelthen fordi vi har prøvet det før. Men det lader desværre ikke til at være tilfældet. Nok har vi styr på både restriktioner og hjemmearbejde, men trivslen tegner til at blive sat ekstra på prøve denne gang.

Ifølge lead.eu oplevede mange arbejdspladser faktisk mindre stress og højere engagement under coronaens første bølge. Sådan ser det ikke længere ud. Efterhånden som pandemien er blevet en længerevarende forandringsproces – og på sin vis hverdag – påvirkes trivslen nu negativt.

Vi ORKER ikke mere mundbind, restriktioner og coronapas og vi vil bare have det overstået.

Men hvad kendetegner virksomheder, der klarer kriser godt? En central indikator er en stærk kultur.

Hvorfor er kulturen vigtig i forhold til at klare corona?

En krise er den ultimative ”disrupter” og kalder på nye måder at gøre tingene på. I krisetid fungerer en virksomheds kultur, ifølge PWC, som et kompas at navigere efter. Krisetider tester virksomheder uanset dens udgangspunkt, strategier, grundlæggende værdier og kultur. For nogle virksomheder er det første gang kulturen testes. Og det ryster selvfølgelig en organisation.

Så hvordan kommer man videre og gennem en krise? PWC fortæller, at ” Succes […] i høj grad [vil] afhænge af, hvorvidt ledere formår at engagere deres organisationskultur”.

Sådan engagerer du din organisationskultur, så I er bedst rustet til fremtiden og fremtidige kriser

Løsningen er at fokusere på de ting, der virkelig betyder noget. Artiklens forfattere kalder det ”de kritiske få”. I krisetid er der selvfølgelig ikke tid til vidtfavnende løsninger, så identificer de få komponenter, der er kritiske for at accelerere virksomhedens kultur. Det kan f.eks. være adfærd I ønsker at fremme og nøglepersoner, der kan understøtte den ønskede adfærd.

Så det handler, ifølge PWC, om at, vi spørger os selv om, hvordan vores nuværende kultur understøtter de mål og intentioner vi har, og hvordan vi får kulturen til at arbejde for og understøtte strategien.

Der er fire forskellige steder du, ifølge artiklen fra PWC Danmark kan sætte ind:

  1. Kulturelle træk: Identificér de væsentligste egenskaber, negative som positive, blandt den nuværende kultur.
  2. Uformelle ledere: Lær fra uformelle ledere om, hvad de gør anderledes, der appellerer til og motiverer kolleger.
  3. Adfærd: Indstil fokus på tre eller fire typer af adfærd, der er tydelige og anerkendte.
  4. Opfølgning: Definer parametre til at følge fremdrift med ”de kritiske få” og sæt retningen, der holder fokus på dette.

Styrk den psykiske trivsel

Undersøgelser viser, at danskernes psykiske trivsel faldt under anden bølge af corona. Danske forskere har gennem tre spørgeskemaundersøgelser undersøgt danskernes trivsel, og meget tyder på, at vores trivsel påvirkes af pandemiens intensitet og de restriktioner der følger med. Så her, hvor vi står for foden af endnu en opblomstring af pandemien, er det vigtigt, du også er opmærksom på dine medarbejderes psykiske velbefindende. Tænk over, hvilket signal din adfærd som leder sender dine medarbejdere? Har de en følelse af, at du passer på dem?