Ledelse og organisation

People Religion

Vil du være en karismatisk leder og lære at skabe mere innovative, tillidsbaserede og meningsfulde læringsmiljøer for dine ansatte?
Vil du samtidig vende din virksomhed fra at være god til at være exceptionel?

People Religion er en ledelsesideologi og en metode.

  • Ideologi, fordi People Religion udgør den ”trosbekendelse”, de mantraer og ritualer, som den dygtige forandringsleder proaktivt bruger til at skabe mere innovative, tillidsbaserede og meningsfulde læringsmiljøer.
  • Metode, fordi People Religion også rummer nogle centrale begreber. F.eks. udviklingen af en fælles vision og missionering, som anvendes i karismatisk forandringsledelse.

Lederens passion smitter

Omdrejningspunktet i PEOPLE RELIGION er altid at skabe ledelsesdrevet udvikling, der retter sig mod at skabe øget engagement og ejerskab for den fælles vision, der er lagt for virksomheden. Det er denne proces, der transformerer virksomheden fra det middelmådige til det exceptionelle, fordi alle begynder at kæmpe side om side frem for at være fokuseret på egoistiske behov. Når det sker, er der tale om en bevægelse.

I klassisk forandringsledelse betragtes forandring, som noget trinvist og mekanisk, hvor ledelsen først formulerer en strategi, hvorefter denne implementeres i organisationen. Processen i karismatisk forandringsledelse er ikke mekanisk eller trinvis, men snarere en ”virus”, fordi lederens passion gradvist smitter indtil hele organisationen er ”inficeret”. Når det sker, er alle er drevet af en fælles passion og en fælles vision for fremtiden, som de vil kæmpe for.

Udviklingen af karismatiske ildsjæle

Udgangspunktet er altid er at udvikle organisationens ledere, således at de bliver karismatiske ildsjæle med masser af gennemslagskraft. Det handler om, at den dygtige forandringsleder ikke er drevet af pligt, men af en stærk passion for at gøre en forskel. Denne passion omsætter lederen til en stærk vision for fremtiden, som missioneres energisk og optimistisk dag efter dag, som illustreret i denne model.

 Diagram 1

I klassisk forandringsledelse arbejder man enten ud fra pisk og gulerod (bonus), eller antagelsen om en "burning platform". Antagelsen er med andre ord, at de vigtigste motivationsmekanismer er grådighed og angst. I karismatisk forandringsledelse arbejdes der derimod ud fra de tre drivere:

  • Burning Desire
  • Campfire
  • Firewalking

 Diagram 2

Burning Desire: Find ud af hvad du virkelig brænder for og er god til. Dyrk det! Find andre, der brænder for og er gode til det, du ikke brænder for og er god til. På den måde skaber du en helhed hvor flere parter supplerer hinanden.

Campfire: Skab ritualer for dig selv, dit team og din organisation, der øger tryghed, team spirit og innovation.

Firewalkning: Skab ritualer for dig selv, dit team og din organisation, der udvider grænserne for præstation. Idéen er, at du konstant skal bevæge dig på kanten af kaos, fordi du sætter højere og højere mål. Og det handler om at være stolt over hele tiden at udvikle sig i takt med at nye mål nås.

Driverne er mekanismer, der fremkalder følelsen af at være en del af et fællesskab, der kæmper for en fælles sag. 

De otte love i PEOPLE RELIGION

Som leder kan du bruge de otte love aktivt i udviklingen til at blive en karismatisk leder.

1. Loven om opmærksomhed

Der findes ikke ikke-kommunikation. Selv små variationer i lederens verbale og nonverbale kommunikation og beslutninger kan over tid have uforudsigelige og voldsomme konsekvenser både på individ- og organisationsniveau. Derfor bør lederen opøve evnen til optimal opmærksomhed og positivt nærvær i det nuværende øjeblik.

2. Loven om passion

Jo mere kaos der er i omgivelserne, jo vigtigere er det, at lederen kan bringe sig selv i en mental tilstand, der er kendetegnet ved ro, positiv tænkning og optimisme. Og jo mere passioneret lederen er, jo bedre er hun i stand til at bringe sig i denne mentale tilstand.

3. Loven om tiltrækning

Negativ energi og negativ feedback skaber usikre, umotiverede og reaktive mennesker. Positiv energi og positiv feedback skaber selvsikre, motiverede og proaktive mennesker. Derfor tiltrækker negativ energi fiasko, mens positiv energi tiltrækker succes.

4. Loven om mening

Jo klarere og jo mere meningsfuldt et mål er, jo mere vil mennesker dedikere sig emotionelt og intellektuel til dette mål og derfor også investere ekstra energi i at organisere sig selv og hinanden i forhold til at realisere målet.

5. Loven om tillid

Jo mere tillid en leder har til andre mennesker, jo mere vil disse mennesker være i stand til at udvikle en øget selvtillid og dermed også øge evnen til selvregulering. Og jo mindre behøver lederen derfor også at kontrollere disse mennesker.

6. Loven om kontekstfølsomhed

Hvis man fjerner, ændrer eller påvirker en del af et system, vil det ikke længere være det samme system, fordi andre dele af systemet også vil påvirkes positivt eller negativt af den givne ændring. Og når systemet ændres, vil graden af kaos øges proportionelt med, hvor omfattende ændringen er.

7. Loven om momentum

Mens du sidder stille, kører verden videre i en hastighed, som aldrig er set tidligere. Derfor er den bedste måde at forudsige fremtiden, selv at skabe den. Dvs. reaktive virksomheder stagnerer og dør. Proaktive virksomheder vil derimod skabe fremtiden og potentielt blive markedsledere, fordi de er styret af evolutionære principper, der ultimativt kan føre til revolutionerende produkter og serviceydelser.

8. Loven om presensing

Jo bedre lederen er til at forstå de krav, der er til stede i den nuværende situation og samtidig kan visualisere og fornemme fremtiden efterhånden, som den udfolder sig, jo bedre kan lederen også tage de beslutninger og handlinger, der er mest hensigtsmæssige i løsningen af fremtidens problemer.

Download

De otte love i People Religion kan downloades i en Word-fil her: