Samfund og eksport

Visum til dine udenlandske gæster

Når du inviterer forretningsforbindelser til Danmark, er der forskellige formaliteter, der skal være på plads, som fx at gæsterne skal have et visum.

Her præsenterer vi de vigtigste regler, du skal være opmærksom på, hvis du skal have udenlandske gæster. Vær opmærksom på at denne gennemgang er ikke udtømmende.
For de detaljerede regler, se: www.nyidanmark.dk

Hvis man som udlænding ønsker at besøge Danmark for en kort periode (op til 90 dage pr. ½ år) skal man have et visum, hvis man er statsborger i et visumpligtigt land.
Se listen over visumpligtige lande her >

Når der stilles krav om visum til statsborgere fra visse lande, er formålet at kontrollere hvem, der får lov til at indrejse og opholde sig i Danmark og de andre Schengenlande.

Formålet med et visum er, at man kan besøge Danmark i en kortere periode. Hvis man ønsker at opholde sig i Danmark i længere tid, skal man ansøge om en opholdstilladelse.

Udlændinge, der har fået visse typer opholds- og tilbagerejsetilladelser i et andet Schengenland, behøver ikke visum for at kunne indrejse i Danmark.

Udlændinge, som har et opholdskort, der er udstedt efter EU-reglerne om fri bevægelighed, behøver ikke visum for at indrejse og opholde sig i Danmark, hvis EU-opholdskortet er udstedt af et EU-land, som også er et Schengenland. Opholdskortet er i form af et plastkort i kreditkortstørrelse eller en opholdssticker, der er indsat i passet.

Hvad giver et visum ret til?

Et visum giver normalt ret til ophold i hele Schengenområdet. Schengenlandene er: Belgien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Man kan højst få visum til at opholde sig i Schengen-landene i 90 dage pr. halvår.
Læs mere om opholdets varighed >

Hvis man overskrider et visums gyldighedsperiode eller forsøger at benytte et visumophold til at opnå længerevarende eller permanent ophold i Danmark, kan man blive pålagt en karensperiode på 3 eller 5 år. I karensperioden vil man ikke kunne få visum til at besøge Danmark.
Læs mere om misbrug af visum her >

Visum giver ikke ret til at arbejde i Danmark, medmindre udlændingemyndighederne udtrykkeligt har givet lov til det.

Under besøg af mindre end tre måneders varighed kan man dog udføre visse arbejdsrelaterede aktiviteter, som ikke kræver arbejdstilladelse.
Læs mere om visum og arbejdstilladelse >

 

Læs mere om betingelserne for at få visum , og om hvordan man søger om visum.

Justitsministeriets seneste pas- og visumkundgørelse af 20. december 2012 trådte i kraft den 1. januar 2013.

Kilde: https://www.nyidanmark.dk/da-dk/Ophold/visum/visum.htm

Forretningsvisum til din næste forretningsrejse

Uanset hvor din næste forretningsrejse går hen, anbefales det, at man på forhånd læser Udenrigsministeriets rejsevejledning for det eller de lande, man ønsker at rejse til, og i øvrigt orienterer sig om den nærmeste danske repræsentation, konsulat eller ambassade.
Se oversigten over danske repræsentationer i udlandet her >

Danske statsborgere kan frit tage på kortere forretningsrejser i de nordiske, EU og EØS-landene. Ved besøg i andre lande skal man på forhånd og helst i god tid orientere sig om det pågældende lands indrejseregler, herunder om der er visumpligt, på landets nærmeste ambassade. Hvis landet ikke har en ambassade eller et konsulat i Danmark, har det typisk en ambassade enten i Stockholm, Berlin eller en anden europæisk hovedstad.

Kilde: Eksportrådet