Strategi og forretningsudvikling

Derfor fejler Lean

Lean er, hvis det anvendes rigtigt, et meget effektivt værktøj til at øge effektivitet og mindske spild. Men nogle gange fejler virksomheder, når de forsøger at implementere Lean.

Her gennemgår vi nogle typiske faldgruber, der sætter en stopper for Leans succes.

Forandringsproblemer

Al forandring er svær, og Lean er ikke nogen undtagelse. Faktisk er Lean en af de sværere ledelsesmetoder, da implementeringen ofte kræver, at alle i organisationen ændrer adfærd, holdninger, får nye opgaver og at kulturen i virksomheden følger med.

Fordi Lean er relativt let at forstå, begår mange den fejl at tro, at det derfor også er let at implementere. Dette er ikke sandt.

Har din organisation en fortid med mange (u-succesfulde) forandringer, vil man ofte opleve, at der blandt medarbejderne (forståeligt nok) er en manglende tiltro til Lean. Lean ses som endnu en ændring i en lang række og dine medarbejder tvivler simpelthen på, at det kommer til at gøre nogen forskel på længere sigt.

Løsning på dette kan f.eks. være at virksomheder ikke anvender den tid der spares ved Lean på at give medarbejderne flere arbejdsopgaver,  Dette kan være med til at opbygge tillid mellem medarbejder og arbejdsgiver. Det er også meget vigtigt at Lean ikke bruges til personalenedskæringer.

Kulturelle udfordringer

Som jeg tidligere har skrevet, så er Lean en kontinuerlig forbedringsproces, hvilket kan ære en stor udfordring for en virksomheds kultur. Ikke mindst hvis man har været vant til, ”at gøre som vi plejer”. Mennesket søger af natur mod fred og ro og dette udfordrer Lean, meget kontant.

Det kan f.eks. betyde, at fremfor at se en fejl som en forbedringsmulighed så vælger medarbejdere at skjule disse – fordi status quo er mere trygt, end det er at skulle se fejl i øjnene og foretage ændringer.

Og med god grund, ifølge DI.dk kan eksperimenter med kulturelle forandringer bl.a. være årsag til stress blandt medarbejdere. Allerede i designfasen er det derfor vigtigt at være opmærksom på denne udfordring, f.eks. ved at afholde stresskurser.

Manglende forståelse af teori og koncepter

For at kunne implementere Lean i en virksomhed er det helt essentielt, at virksomheden forstår Lean til bunds. Ikke blot ledelsen eller forandringsagenten, men at alle medarbejdere fra produktion til marketing og regnskab kender til de helt centrale aspekter ved Lean. Ellers er metoden dømt til at fejle, da det så er meget sandsynligt, at medarbejdere ikke vil være i stand til at implementere de kontinuerlige forbedringer, der er en af grundpillerne ved Lean.

Det kan f.eks. manifestere sig ved at Lean i nogle virksomheder opfattes som et projekt – og ikke som en vedvarende forbedrings- og optimeringsproces.  Dette betyder, at virksomheden, når ”projektet” er slut, ret hurtigt falder tilbage i gamle vaner, og arbejdet med at implementere Lean er derfor spildt.

Endnu en afart af denne faldgrube er, at der i virksomheden kan være en manglende forståelse af, at en forbedring i én afdeling påvirker andre dele af virksomheden. F.eks. hvis et team har formået at få produktionstiden nedsat fra 5 til 1 dag, men at pre-produktionsteamet stadig er 25 dage om at gøre ordren klar til behandling. Denne hjælper ikke virksomheden med at viden over konkurrenterne.

Lean ikke implementeret i hele organisationen

En af de vigtigste forudsætninger for succesfuld Lean er, at Lean bliver implementeret i hele organisationen, fra produktion, marketing til Ledelse og lønudbetaling.

Lykkes dette ikke, kan typiske symptomer f.eks. være:

  • At Lean-processen bliver outsourcet til eksterne konsulenter. Ledelsen tager således ikke ansvar for implementering og virksomhedens chancer for at få succes med Lean falder drastisk.

  • At man kun anvender værktøjerne (Kaisen, kanban, 5S etc.), men at filosofien bag ikke gennemsyrer virksomheden.

  • At man stadig anvender de ”gamle” systemer til f.eks. løn, bonus etc.