Salg & vækst

Bliv bedre til at researche viden om dine kunder

I forbindelse med et innovationsprojekt kan det være nyttigt at have detaljeret viden om dine kunder. For at få denne viden, må du i gang med at researche.

Det kan du gøre på flere forskellige måder. Her kan du læse om fire forskellige metoder; etnografisk interview, observation, fotodagbog og ekspertinterviews.

Først bør du dog udarbejde en researchguide.

Salg & vækst

Hvad er en researchguide?

Hovedformålet med en researchguide er at klarlægge, hvordan I vil lave jeres research, og hvad det er, I har brug for at vide mere om. Nedskriv temaer og nøglespørgsmål, så der er enighed i researchgruppen (og virksomheden) om, hvad formålet med researchen er. Disse kan f.eks. være udviklet gennem trend- (PEST-modellen) eller brancheanalyser (Porters five forces). Sørg for at holde dig til få centrale temaer og spørgsmål. Lange uoverskuelige guides er svære at følge.

En researchguide bør indeholde:

Baggrundsmateriale

  • Projektets mål
  • Etiske retningslinjer (f.eks. hvor skal vi bruge informationerne, hvem får adgang til dem?)
  • Interviewteknikker

Interviewguide

  • Formulering af nøglespørgsmål
  • Observationsguide med beskrivelse af, hvilke produkter og situationer man bør være opmærksom på under interviews

Behandling af dokumentation

  • Guidelines, der beskriver, hvordan man behandler videomateriale og fotos
  • Guidelines for noter og beskrivelser af observationer. Sikrer ensartet behandling, der letter senere analyse.

Vælg din(e) researchmetoder

Formålet med at foretage research er som sagt at blive klogere på dine kunder. I kan bl.a. identificere jeres kunders behov, dokumentere, hvordan jeres produkt bliver brugt (brugssituationer) og indsamle kundedata, så I kan sammenligne, analysere mønstre og blive klogere.

Tidligt i researchfasen, bør derfor I stille jer selv disse spørgsmål:

  • Hvem er jeres vigtigste kunder, og hvad er deres behov?
  • Hvilke af vores nuværende løsninger skaber størst værdi for vores kunder?
  • Hvor mangler vi data for at kunne udvikle nye services eller produkter?

Kendskab til dine kunder kan du få på flere måder. Her beskriver vi fire forskellige måder, du kan foretage research ”i marken” hos dine kunder.

Etnografisk interview

Et etnografisk interview er et åbent interview, der foregår i din kundes eller brugers hjem eller på hendes arbejdsplads. Ved at møde kunden på hendes hjemmebane, får du en dybere indsigt i hendes hverdag og behov, mulighed for at observere en brugssituation og for at spørge ind til hendes hverdag på en konkret måde.

Etnografiske interviews kan dog være vanskelige og bør foretages af erfarne researchere, der kan holde samtalen i gang og relevant i 1-2 timer.

Et etnografisk interview følger ikke en stram struktur, så du skal være indstillet på at lytte og spørge ind til emner, som din kunde virker interesseret i.

Til at dokumentere interviewet kan du bruge en diktafon, videokamera eller tage noter. Efter interviewet noterer du de vigtigste pointer og iagttagelser. Vær opmærksom på, om nye indsigter eller temaer dukker op.

Observation

Når du observerer dine kunder/brugere i en brugssituation, finder du ud af, hvordan de anvender dit produkt i dagligdagen. Observation kan foretages på to måde. Enten hvor du er deltager og snakker med din bruger i løbet af observationen, eller du kan fungere som ”flue på væggen”.

Ved at observere dine brugere i en brugssituation, får du mulighed for at afdække hendes reelle brug of dine produkter eller services. Samtidig afslører observation ofte forskelle, mellem hvad din kunde siger, og hvad hun reelt gør. Denne forskel kan ofte oversættes til innovationsmuligheder.

Fotodagbøger / Selvobservation

Her er det din kunde eller bruger, der tager billeder og beskriver, hvordan hun bruger din vare/service. Din kunde/bruger medtager kameraet og tager billeder i løbet af dagen. F.eks. i situationer, hvor hun bruger et produkt eller en serviceydelse, eller i en situation, hvor hun synes hun mangler dem.

Det er vigtigt, at dine informanter får en grundig beskrivelse af formålet med fotodagbogen, for at resultaterne kan bruges fornuftigt i det videre projektforløb. Husk også at oplyse informanterne om, hvad du skal bruge billederne til, hvis du f.eks. vil bruge dem i dit kommunikationsmateriale.

Ekspertinterviews

Ekspertinterviews er gode, fordi de giver dig unik indsigt i et område, giver din undersøgelse validitet og hjælper dig med at prioritere din videre research og analyse.

Sørg for omhyggeligt at udvælge en person, der har indsigt i netop det område, du har brug for viden om. Det kan både være en professor eller en superbruger af dit produkt. Forbered de vigtigste spørgsmål, og send dem evt. til eksperten inden interviewet, på den måde udnytter du ekspertens tid optimalt og sikrer dig det største udbytte.

Det er også en mulighed at lave en workshop med 5-15 eksperter i begyndelsen af dit projekt for at identificere muligheder og idéer.  Alternativt, kan man med strukturerede telefoninterviews (dvs. med udførlig spørgeguide) på 30-45 min. hurtigt og billigt interviewe flere eksperter.

Der findes altså mange forskellige tilgange til research. Her har vi beskrevet fire metoder, du kan anvende i marken, men desk-research som analyse af online-data (f.eks. brugeradfærd, engagement etc.) bliver oftere og oftere anvendt. Tit vil en kombination af flere metoder give det bedste resultat.

Relaterede emner

market-mapping
Market mapping
nps-ville-dine-kunder-anbefale-din-virksomhed-til-en-ven_cover
NPS®: Ville dine kunder anbefale din virksomhed til en ven? 
faarup-sommerland_cover
Den der er tættest på gæsten har bolden
cover_servicetransformation
Servicetransformation – Sæt fokus på dine kunders behov med den rette service 

Få et gratis tjek

Udfyld formularen for at booke en 30-60 minutters session. 

Vi vil svarer inden for 24 timer

book et foredrag

Kontakt os i dag og hør om dine muligheder

Tusind Tak

Vi har modtaget din henvendelse og vender tilbage hurtigst muligt