
Af Thomas Geuken
Bandlivet er ikke kun for musikere! Det er det statement, der skaber fundamentet i rock ‘n’ roll ledelse. Der er nemlig en hel del, som andre typer organisationer kan lære af rockbands, og der er en hel del, som alle kan lære af rockmusikernes måde at leve livet på. Hvis man vil prøve kræfter med rock ‘n’ roll ledelse, skal den indre rebel, som findes i os alle, findes frem og støves af, hvis den har ligget gemt væk for længe. Det er ikke for sent, og du vil opdage, at det ikke blot vil blive til glæde for dig selv, men også for de mennesker, du er sat til at lede eller arbejde sammen med. Og ikke mindst til glæde for de kunder, du i sidste ende lever af at sælge noget til eller gøre noget for.


Rockbandets budskab til ledere er, at de skal transformere arbejdspladsen til et sjovere og mere kreativt sted at være. Budskabet er ikke, at vi alle skal forlade arbejdslivet til fordel for musiklivet, men at vi skal overføre den kant, energi, nerve og nærvær, som vi kender fra rocken og bandkulturens samværsformer. Den kollektive indlejrede viden fra rockmusikkens verden er kogt ned til syv gyldne adfærdsregler til lederen. Tre af dem er gengivet her. Adfærdsreglerne er tilpasset forretningslivets præmisser og den organisatoriske kontekst, som adfærdsreglerne efterfølgende skal fungere i.
Stick to your guns
Lad være med at sælge ud, men øg gerne din omsætning. Der tages hul på dilemmaet mellem idealisme og business.
Only play 80%
Undgå præstationsræset og hav overskud til lidt ekstra. Erhvervslivets barnelærdom om, at man skal yde 100 procent punkteres. Hvis du derimod kun yder 80 procent, har du 20 procent såkaldt head room – overskud til at mærke efter og improvisere.
Only three takes in the studio
Perfektion kan ødelægge din forretning. Det hele kan blive lidt for perfekt, og spontanitet er vigtig.
Integreres de syv gyldne adfærdsregler i lederskabet er man i gang. Efterfølgende kan virksomheden spejle sig i rockens metaforer. Bandet fungerer, når alle mand smiler i øvelokalet. Når guitaristen ikke forlader bandet. Når alle er følelsesmæssigt involveret. Når medlemmerne vokser sammen i stedet for fra hinanden. Når der hele tiden er en progression i form af nye mål og destinationer. Når bandet åbner for soloprojekter i bandet og ikke uden for bandet. Når relationerne mellem medlemmerne er båret af tillid.
… rock ‘n’ roll-ledere skal kunne se drivkræfterne i hver enkelt medarbejder og lade vedkommende bidrage med sit brændende hjerte.
Overført til virksomheder og organisationer betyder det, at rock ‘n’ roll-ledere skal kunne se drivkræfterne i hver enkelt medarbejder og lade vedkommende bidrage med sit brændende hjerte. Talent er ikke noget, den enkelte person besidder, men noget der sker i mødet mellem det menneskelige drive og en organisatorisk mulighed. Hvis muligheden ikke indtræder, visner talentet.
Rock ‘n’ roll-lederen skal også kunne improvisere, selvom den overordnede strategi, problemer eller resultater er uklare, i stedet for ingenting at gøre eller vælge at give op. Lederen skal have et ansigt både internt og eksternt for at kunne leve op til de krav, der stilles dem. De skal være bevidste om virksomhedens ærinde både udadtil og indadtil. Derfor er det også nødvendigt, at de kan tune sig ind på verden omkring dem og samle feedback fra forskellige kilder – og have modet til at skifte kurs hen ad vejen.
The Rock’n’roll Company:
| I symfoniorkestret: | I rockbandet: |
|---|---|
| Lederen udøver sin rolle præcist indenfor strukturens kontekst. | Gør du din egen ting inden for strukturens kontekst. |
| Lederen prioriterer orkestret, fordi det er mere vigtigt end den enkelte musiker – der kan dog være nogle stjernesolister. | Er den enkelte musiker ligeså vigtig som bandet. |
| Gruppepræstationen er altafgørende. | Er soloudførsel og gruppeudførslen lige meget værd. |
| Ledelsen er centralistisk og lederen er dirigent i en hierarkisk struktur af teamledere, der leder bestemte sektioner som fx en blæsesektion. | Er ledelsen distribueret og skifter fra gang til gang. |
Udfyld formularen for at booke en 30-60 minutters session.
Vi vil svarer inden for 24 timer
Kontakt os i dag og hør om dine muligheder