Du har sikkert også på et tidspunkt fået at vide, at det er vigtigt, I har styr på mission, vision og værdier. Måske har I dem endda stående på jeres hjemmeside og i diverse præsentationsmaterialer. Men bruger I det, eller står det der bare, ”fordi det skal man”?
I denne artikel forklarer vi forskellen på de tre begreber og går i dybden med, hvorfor man skal arbejde med virksomhedens mission, vision og værdier.
Det er som bekendt ikke muligt at nå et mål, man ikke kender. Det samme gælder i en virksomhed. For at alle i virksomheden kan arbejde i den samme retning, er det vigtigt, at I har en fælles forståelse af, hvad det er I vil opnå og hvordan I vil gøre det. Denne indsigt kan I tydeliggøre ved at formulere vision, mission og værdier.
En enighed internt betyder, at virksomheden bevæger sig i samme retning og større entusiasme og motivation blandt dine medarbejdere, fordi et klart billede er lettere at handle på. Desuden fungerer et klar mål handlingsanvisende for såvel medarbejdere og ledelse.
Når du har formuleret din mission, vision og dine værdier, er det vigtigt, at de kommer i brug. Skriv dem ned, del dem og gør dem til en del af din kommunikation internt og eksternt. Hvis du blot lægger det hele ned i en skuffe, er arbejdet sandsynligvis spildt.
Der hersker en vis forvirring om forskellen på de tre begreber. Hvad er forskellen på min mission og min vision? Hvad bruger man værdierne til?
En mission laves for at skabe en generel forståelse af, hvorfor organisationen eksisterer, og hvad den vil opnå. Når rammerne er definerede, ved alle indenfor hvilke rammer virksomhedens opgaver skal løses.
Missionen udtrykker også virksomhedens forretningsområde eller branche, og hvad den kan tilbyde kunderne på dette område. Missionen er mere specifik end visionen og fokuserer på de ressourcer og kompetencer, som virksomheden vil konkurrere på.
Missionen kan formuleres ved at spørge:
Hvorfor eksisterer vi? Hvad er vi sat i verden for at løse? Hvad skal vi (læs: hvad skal vi ikke?)
Missionen kan beskrive hvilke typer af opgaver, som virksomheden løser og den ønskede effekt ved dette. Det kan være en fordel at inddrage medarbejderne i processen, så de selv er med til at definere deres arbejdsplads. Missionen bør være kortfattet og let forståelig, så den er nem at huske.
Eksempler:
LEGO: ”Vi stimulerer barnet i os alle. Det vil vi gøre ved at tilbyde kreative, udviklende, sjove og underholdende legematerialer”
Egmont: ”Vi skaber og formidler fortællinger. Fortællingen kom med ordet. Fortællingen har skabt grundlaget for vores civilisation. Overlevering af fortællinger nærer fantasi, udfordrer nysgerrighed, stimulerer ideer og er grundlag for lærdom og udvikling. Fortællingen er essensen i alt, hvad vi i Egmont foretager os. Det er vores løfte til verden. Kort sagt: Vi skaber og formidler fortællinger”.
Visionen beskriver et fremtidigt billede af virksomheden. Det er den fælles retning, som hele virksomheden skal arbejde efter at opnå. Hvis organisationen ikke har en vision, ved medarbejderne ikke, hvor ledelsen ønsker, at organisationen skal bevæge sig hen og hvilket mål der skal realiseres.
Visionen er bredt formuleret og beskriver virksomhedens overordnede mål. Den giver et billede af, hvordan virksomheden ønsker at fremstå og blive opfattet i fremtiden, og giver samarbejdspartnere en opfattelse af, hvor virksomheden vil hen, og i hvilken retning den arbejder.
Man kan lidt populært sige, at en mission giver os mening, mens visionen giver retning. Sammen med missionen udgør visionen endvidere et vigtigt grundlag for strategiske valg og fravalg (lederskab).
En vision kan vurderes på flere kriterier. Selvom der ikke er nogle formelle krav til en vision, er der ting, der bør tages i betragtning, når den udformes. De 5 relevante punkter i den henseende er, om den er:
Selvom man tager højde for ovenstående kriterier, er det ikke nødvendigt at formulere en lang og detaljeret vision. Ofte er korte og vidtrækkende visioner bedre til at indikere, den retning man ønsker organisationen skal tage, fremfor en mere stringent men begrænsende formulering.
Man kan med fordel inddrage medarbejderne i processen. Suppler eventuelt visionen med visuelt materiale.
Eksempler:
LEGO: ”Vi ønsker at blive verdens stærkeste varemærke blandt familier med børn”.
Egmont: ” Vi vil være den mest attraktive mediekoncern for medarbejdere, samarbejdspartnere og forbrugere”.
Virksomhedens værdier fungerer som en rettesnor for organisationens medarbejdere: Hvordan skal adfærden være i virksomheden? Hvad ønsker man, at medarbejdernes hjerter skal være drevet af, hvis de skal banke med virksomhedens puls? Måder, handlinger og den tilstand, som vi efterstræber, ligger i værdierne.
Værdierne vil bestå af en blanding af præferencer og de traditioner, der er i virksomheden.
Eksempler:
LEGO: ”Alt hvad vi gør, har til formål at give børn mulighed for at kaste sig ud i leg, at opmuntre til kreative aktiviteter, begejstring, samvær og udveksling af idéer.
Egmont: ”Vores fælles værdier i Egmont er at være rummelig, passioneret og ambitiøs. Værdierne udtrykker det, vi er, det, vi står for, og måden, vi gør tingene på.”
Værdier kan også være udtrykt i ord, som hos Egmont. Disse ord kan så understøttes af værdi-sætninger, som eksemplet her fra Egmont viser.
Rummelig
Vores virksomhed kan formidle alverdens fortællinger i alle tænkelige medier. Denne rummelighed favner også en åbenhed over for alt nyt og plads til mange forskellige kulturer og personligheder.
Passioneret
Vi tager hjertet med på jobbet. Vi brænder for fortællinger. For at skabe og formidle dem bedst muligt til flest mulige. Denne passion er omdrejningspunkt for alt, hvad vi gør.
Ambitiøs
Vi er en kommerciel virksomhed. Vi er her for at skabe resultater. Både på bundlinien og i medieverdenen. Vi er ambitiøse i mål og udførelse. Vores lyst til at vinde er større end vores frygt for at tabe.
Værdigrundlaget er nøje knyttet til organisationens mission. Mens missionen siger, hvad vi skal, siger værdierne noget om måden, vi opfylder missionen på. Værdigrundlaget er også knyttet til visionen – de skal være med til at sikre fælles fodslag på rejsen mod visionen.
Udfyld formularen for at booke en 30-60 minutters session.
Vi vil svarer inden for 24 timer
Kontakt os i dag og hør om dine muligheder