Det, du oplevede, er et eksempel på din hjernes klassiske ”kæmp eller flygt” refleks. Refleksen, som du også kender som dit overlevelsesinstinkt, hjælper os med at overleve ved at tænde neurologiske stier i vores hjerne, som gør det muligt for os at reagere på farer, uden at vi behøver at tænke over det. Det virker på denne måde: Mens du voksede op, ”mærkede” eller indkodede du nogle stimuli (ting du oplevede eller så) som ”trusler” (f.eks. mad, som smagte virkeligt dårligt) og andre som ”belønninger” (f.eks. mad, som du godt kan lide). Disse ”mærker” eller neurologiske koder lagres i amygdala, et lille ovalt objekt i hjernens limbiske system, som også spiller en stor rolle i forhold til den faktiske kodningsproces. Fra nu af sender din amygdala en besked om enten at ”flygte” (nægte at spise din broccoli) eller om at ”kæmpe” (spise isen), hver gang du møder noget, indkodes det som enten ”trussel” eller ”belønning”. På samme måde er din hjerne sandsynligvis kodet til at se tab af penge, store rovdyr og en stor fyr med en kniv som trusler, mens det at modtage penge, vand og sikkerhed er kodet som belønninger.

Så det er derfor, når du er på skovtur i Nordjylland, og du hører en mærkelig lyd bag dig, at dit limbiske system aktiveres på et millisekund. Neuroner aktiveres og hormoner frigøres, mens du forsøger at finde ud af, om det er en kanin eller en af de berømte ulve. Altså, om du står foran en belønning eller en trussel, og om du derfor skal kæmpe eller flygte. Det er vigtigt at bemærke, at hele denne respons sker automatisk. Din hjerne (eller de neurologiske stier, som tændes) bestemmer din reaktion helt uden dine bevidste input.

Mens denne overlevelsesmekanisme har være kendt i lang tid, har hjerneforskningen i de senere år, ved at bruge MRI-scanninger og andre videnskabelige metoder, givet os helt ny viden om, hvad der sker, når trussels- eller belønningsresponsen aktiveres. Det der nok har været den mest interessante opdagelse, er, at det er præcis de sammen neurologiske responser, der driver os mod mad (belønning –kæmp) og væk fra farer (trussel – flygt), som aktiveres, når vi omgås andre andre mennesker socialt. Med andre ord, så kan vores opførsel under sociale sammenkomster, f.eks. et møde på jobbet, en grillfest eller småsnak om vejret i supermarkedskøen antænde enten en ”trussels-” eller ”belønningsrespons” hos os.

Hjernen skelner ikke mellem fysisk og social smerte

For ledere er konsekvensen af denne opdagelse markant. Det betyder, at den menneskelige hjerne, helt grundlæggende er et socialt organ, som reagerer på sociale interaktioner (og især social smerte) på samme måde, som den reagerer på sine fysiske omgivelser (og fysisk smerte). Det betyder også, at hjernen primært ser arbejdspladsen som et socialt miljø, hvor den konstant vurderer sociale interaktioner som enten trusler eller belønninger.

Forskning har desuden vist, at det har en stor negativ indflydelse på vores kognitive formåen, at en trusselsrefleks aktiveres. Når det limbiske system aktiverer sin automatiske respons, bliver der færre ressourcer (ilt og glukose) til rådighed til den del af hjernen, hvor dine bevidste tanker foregår. Det betyder, at når en trusselsrefleks aktiveres, så svækkes vores evne til at forstå, træffe beslutninger, huske, lære udenad, planlægge, bremse impulser, løse problemer og kommunikere. Din kreativitet og din evne til at tænke nyt hæmmes, du kæmper med overblikket og din generelle produktivitet falder.

David Rock , som om nogen må siges af være foregangsmanden bag ”neuroleadership”, der beskæftiger sig netop med anvendelsen af videnskabelige resultater fra hjerneforskning i udøvelsen af ledelse, refererer til et forsøg, hvor to grupper af forsøgspersoner skulle hjælpe en lille mus gennem en papirlabyrint. Den første gruppe hjælper musen gennem labyrinten og mødes ved udgangen af et billede af en ost. Den anden gruppe ser ved udgangen en ugle. Efter at have gennemført øvelsen bedes begge hold om at udføre nogle kreativitets-tests. Forskerne opdagede, at den gruppe som stræbte efter osten, løste betragteligt flere kreative tests end dem, der mødte uglen. Selv en ganske subtil påvirkning af ’flygt eller kæmp’-responsen kan altså have en stor indflydelse på vores kognitive formåen.

Det er altså derfor, det var så svært for dig at stå fast, dengang du oplevede det, der holdt dig vågen. På en eller anden måde, i løbet af din interaktion, var der én (måske en dominerende leder eller en ufølsom kollega), der tændte en ’flugt-respons’ i din hjerne. Din hjerne oplevede den sociale trussel, præcis som hvis det havde være en fysisk og gik i ”overlevelsestilstand”, hvor dine kognitive evner er svækkede og begrænsede.

I en tid, hvor lederens største force i højere og højere grad bliver at skabe engagement på arbejdspladsen, giver hjerneforskningens solide videnskabelige resultater, der viser, hvad der sker i den menneskelige hjerne, når du interagerer med andre. Neuroleadership giver dig en vigtig forståelse af, at din arbejdsplads først og fremmest er et socialt miljø, og at den menneskelige hjerne har brug for at blive ledt på en måde, der også plejer dens sociale behov.